GlobalEnergi event dagen derpå

Stor interesse for klimabegivenhed

Søndag blev der holdt indvielsesfest for Klimafondens første vindmølle, der står stolt i Store Røttinge ved Tappernøje. Det er de klimabevidste forbrugere, der gennem donationer har sikret endnu et bidrag til den grønne omstilling.

”Det er en vigtig milepæl, at Klimafonden har rejst sin første vindmølle. Når vi står sammen som klimabevidste forbrugere, kan vi gøre en forskel, og vi har med denne vindmølle bidraget reelt til den grønne omstilling,” siger Ole Vestergaard, der er markedsdirektør hos SEAS-NVE.

Omkring 200 forbrugere havde valgt at bruge denne sensommer søndag på at klappe deres nye vindmølle, der forventes at producere cirka 10.000 kilowatttimer ren, vedvarende energi hvert år. Det svarer til forbruget i 2.500 almindelige danske husstande.

”Vi har som samfund en målsætning om at blive fri for fossile brændsler. Denne vindmølle er endnu et skridt i den grønne omstilling, og det bliver samtidig understreget, at forbrugerne både kan og vil være med til at gøre en forskel for miljøet,” siger Ole Vestergaard.

Mere end 10.000 klimabevidste elforbrugere har bidraget til den nye vindmølle. Det er resultatet af, at elkunderne via GlobalEnergi og Klimafonden donerer 12 øre per forbrugt kilowatttime til investeringer i ny vedvarende energi.